Tue Villebro

TO NYE PROFESSORER OG EN SÆRLIG DAG I FOULUM 🐴🎓

I går var jeg på Aarhus Universiter i Foulum = AU Viborg for at deltage i tiltrædelsesforelæsningerne for de to nye professorer Martin Krarup Nielsen og Janne Winther Christensen.

Det var en særlig dag for mig personligt.

Martin er en af mine nærmeste venner, og vi har kendt hinanden siden den allerførste dag på dyrlægestudiet. Efter studiet var vi også kolleger i en praksis i Nordsjælland, og siden har vi fulgt hinanden gennem voksenlivet – i både medgang og modgang.

Jeg har også besøgt Martin, mens han var professor ved University of Kentucky. Her oplevede jeg hans store engagement i forskningen, undervisningen og ikke mindst de studerende.

Derfor var det stort at opleve ham holde sin tiltrædelsesforelæsning som professor i kliniske hestevidenskaber ved Aarhus Universitet. Martin fortalte både fagligt stærkt og underholdende om fremtidens parasitkontrol hos heste.

Hans ildhu, fotografiske hukommelse, faglige dedikation og særlige evne til at formidle har altid været tydelig for os, der kender ham. Nu bliver han sammen med blandt andre Asger Lundorff Jensen en vigtig del af opbygningen af dyrlægeuddannelsen i Foulum – og jeg har svært ved at forestille mig nogen bedre til opgaven.

Jeg var samtidig glad og stolt over at få lov til at holde en personlig tale for Martin foran en fyldt sal med dyrlæger, forskere, andre fagligheder fra universitetet og kommende dyrlæger.

Janne er tiltrådt som professor i hestevelfærd og holdt en meget interessant forelæsning om 25 års forskning i hestes adfærd, stressbiologi og velfærd. Jeg fik også mulighed for at spørge hende om brugen af heste som naturforvaltere og om balancen mellem et naturligt dyreliv og vores ansvar for dyrenes velfærd.

Dagen bød desuden på flere oplæg om den aktuelle hesteforskning og en rundvisning i instituttets undervisnings-, trænings- og hestefaciliteter.

Som dyrlæge var det inspirerende at opleve de faglige ambitioner og de rammer, der er skabt omkring dyrlægeuddannelsen i Foulum.

Stort og hjerteligt tillykke til Martin og Janne med professoraterne – og til Aarhus Universitet med to stærke faglige profiler.

VENSTRE SÆTTER TYDELIGT AFTRYK PÅ SVÆR BUDGETAFTALE

Alle partier i Gribskov Byråd står nu bag budgetaftalen for 2027–2030.

Det er en svær aftale med både besparelser og kompromiser. Der er dele af den, som ikke er groet i Venstres have, og som vi gerne havde set anderledes. Men kommunens økonomi kræver, at vi tager ansvar – og gennem forhandlingerne har Venstre sat en række tydelige aftryk.

Vi gik ind til forhandlingerne med et ønske om langsigtede løsninger dér, hvor udgifterne gennem flere år er vokset. Derfor er jeg glad for, at aftalen sætter gang i analyser af blandt andet botilbuddene på voksensocialområdet, udviklingen i antallet af førtidspensionister og årsagerne til, at Gribskov har relativt mange børn med psykiatriske diagnoser.

Samtidig indføres en tættere økonomisk opfølgning, så vi kan reagere tidligere, hvis et område er på vej mod nye budgetoverskridelser.

Men et budget handler ikke kun om analyser og tal. Det handler også om børn, ældre, foreninger og de lokalsamfund, som binder vores kommune sammen.

Blandt Venstres konkrete aftryk er:

🔹 Der afsættes 21 mio. kr. til tre cykelstier. Det gælder blandt andet strækningen mellem Bukkarvej og Valby, som længe har stået på Venstres ønskeliste.

🔹 Der afsættes 2 mio. kr. til bedre trafiksikkerhed på Gillelejevej ved Esbønderup.

🔹 Besparelsen på Kulturrådets børn- og ungepulje er fjernet.

🔹 Besparelsen på eliteidrætten er blevet mindre, og der er afsat ekstra midler til museumsprojektet i Gilleleje.

🔹 Mødestedet bevares.

🔹 Dagdemenscentrene, seniorcentrene, aktivitetshusene og frivillighedscentrene fortsætter.

🔹 Bibliotekerne i Helsinge, Græsted og Gilleleje bevares, dog med færre bemandede åbningstimer.

På skoleområdet tilføres yderligere 5 mio. kr. til indsatser på udvalgte klassetrin, så flere børn kan få den nødvendige hjælp på deres lokale skole.

Arbejdet med en ny økonomisk model for almen- og specialområdet fortsætter også. Modellen skal give skolerne bedre muligheder for at beholde flere børn i almenskolen. Hvis færre børn end ventet får et specialtilbud, skal de frigjorte penge gå tilbage til almenskolerne.

Venstre kæmpede desuden for at udskyde den store ændring af ledelsen på almenskolerne. Modellen skal nu drøftes grundigt i Udvalget for Børn, Skole og Unge, og eventuelle ændringer kan tidligst træde i kraft fra skoleåret 2027/2028.

Der skal fortsat være tydelig og synlig ledelse tæt på eleverne. De lokale lederes ansvar skal beskrives klart, og skolerne skal inddrages. Det handler ikke alene om ledelsesmodeller. Vores skoler er vigtige samlingspunkter, og større ændringer skal også tage hensyn til lokalsamfundene.

Vi kæmpede for at bevare Tingbakkeskolens almenafdeling. Det lykkedes desværre ikke at samle et flertal. Horisonten fortsætter dog på Tingbakken, og muligheden for igen at få en almenafdeling holdes åben, hvis der senere er et reelt grundlag.

For mig personligt var det første gang, jeg som gruppeformand havde ansvaret for at forhandle et budget på Venstres vegne. Det var også mig, der satte Venstres underskrift på den endelige aftale.

Det var et særligt øjeblik efter et spændende, krævende og til tider meget intenst forløb.

Resultatet er imidlertid skabt i fællesskab. Sammen med Bent Hansen forhandlede jeg i byrådssalen, mens vores stærke bagland fulgte arbejdet fra de tilstødende lokaler og løbende bidrog med viden, input og opbakning.

Jeg vil også gerne takke mine kolleger på tværs af byrådet for de mange gode og ærlige samtaler undervejs. Vi har ikke været enige om alt, men vi har alle skullet træffe vanskelige valg og finde kompromiser.

Venstre har ikke fået alt, hvad vi ønskede, og nogle af beslutningerne gør ondt. Men vi har taget ansvar for kommunens økonomi og sat et tydeligt Venstre-aftryk på aftalen.

Nu begynder arbejdet med at føre aftalen ud i livet – og med at påvirke de mange beslutninger, som endnu ikke er truffet.

FLERE BØRN SKAL HAVE MULIGHED FOR AT BLIVE I DERES LOKALE SKOLEFÆLLESSKAB

I dag har vi i Venstre fremlagt vores tanker om de økonomiske udfordringer i Gribskov Kommune – og især om, hvor vi mener, der skal tages fat, når der skal spares.

Vores udgangspunkt er, at vi først må se på de områder, hvor udgifterne gennem flere år er steget markant, og hvor budgetterne igen og igen er blevet overskredet.

Udgifterne til specialundervisning er steget med omkring 53 procent på fem år. Samtidig vokser udgifterne på det øvrige specialiserede børne-, unge- og voksenområde.

Men det handler ikke kun om økonomi.

Vi skal gøre alt, hvad der er fagligt og menneskeligt forsvarligt, for at færre børn får behov for at blive segregeret fra deres lokale skolefællesskab.

Nogle børn har brug for et specialiseret tilbud, og de skal naturligvis have den rette hjælp. Men alt for mange børn får først den nødvendige støtte, når problemerne er blevet så store, at de ikke længere kan rummes i almenområdet.

Det skal vi ændre.

Inden for de seneste fire år har vi været med til at sikre større og større bevillinger til området. Det gjorde vi, fordi vi ønskede at opkvalificere indsatsen og skabe bedre tilbud til børn og unge med særlige behov.

Vi vidste også, at etableringen af nye tilbud krævede investeringer. Forventningen var samtidig, at vi skulle have det lange lys på, og at udviklingen med tiden ville stabilisere sig.

Men kurven er ikke knækket.

Når stadig flere penge bindes i segregerede specialtilbud, bliver der færre ressourcer til at styrke almenområdet. Og når almenområdet bliver svagere, får det vanskeligere ved at rumme børn med forskellige behov. Så risikerer endnu flere børn at få brug for et specialtilbud.

Det er en ond cirkel, som vi skal bryde.

Det gør vi ikke ved at lukke skolematrikler eller ændre afgørende på ledelsesstrukturen på vores almenskoler. Det vil svække nærheden, den lokale forankring og skolernes mulighed for at handle tidligt, når børn begynder at få det svært.

I stedet skal vi styrke almenområdet.

Horisonten rummer stærke specialpædagogiske kompetencer. Den viden skal i langt højere grad bringes ud på vores almenskoler, så hjælpen kommer tidligere og tættere på børnene.

Samtidig skal vi have en grundig og åben analyse af visitation, økonomiske incitamenter, organisering, ledelse og resultater på hele det specialiserede område. Og vi skal turde gennemføre de nødvendige strukturelle og ledelsesmæssige forandringer dér, hvor udgifterne gennem flere år er steget markant.

Det er rigtigt, at Venstre har haft borgmesterposten i den seneste periode, og vi løber ikke fra vores del af ansvaret. Vi har prioriteret området økonomisk og bakket op om udviklingen af nye tilbud.

Men udviklingen af området og forventningen om, at investeringerne ville få kurven til at knække, har været bredt politisk og administrativt forankret. Ansvaret kan derfor ikke reduceres til, hvilket parti der havde borgmesterposten.

Nu skal vi i fællesskab tage ansvar for næste skridt:

Tidligere hjælp. Et stærkere almenområde. Færre børn i segregerede tilbud. Bevarelse af vores lokale skoler. Og en økonomi, som gør varige forbedringer mulige.

𝗡𝗨 𝗘𝗥 𝗡𝗔𝗧𝗨𝗥𝗡𝗔𝗧𝗜𝗢𝗡𝗔𝗟𝗣𝗔𝗥𝗞 𝗚𝗥𝗜𝗕𝗦𝗞𝗢𝗩 𝗔̊𝗕𝗡𝗘𝗧 – 𝗠𝗘𝗡 𝗗𝗘𝗕𝗔𝗧𝗧𝗘𝗡 𝗙𝗢𝗥𝗧𝗦Æ𝗧𝗧𝗘𝗥

Videoen optog jeg kort før dagens officielle indvielse. Jeg ville have offentliggjort den inden åbningen, men den dårlige mobildækning i skoven gjorde det umuligt.

Nu er snoren klippet over, ministeren har foretaget den officielle indvielse, og Naturnationalpark Gribskov er åbnet.

Det blev en historisk dag med meget blandede følelser.

Indvielsen samlede en usædvanligt bred kreds: borgere, kommunale forvaltningsfolk, medarbejdere fra Naturstyrelsen, ministre, borgmestre, folketingsmedlemmer, forskere og repræsentanter for mange forskellige organisationer og interesser.

Jeg talte med rigtig mange mennesker på tværs af roller og holdninger. Mange kom hen, trykkede mig i hånden og takkede for min indsats gennem de seneste seks år. Med andre havde jeg længere og dybere samtaler om hegnet, dyrevelfærden, trafiksikkerheden, vores adgang til skoven og den politiske proces.

Det var ikke alle, jeg var enig med – og det behøver vi heller ikke være. Men samtalerne viste, hvor stort engagementet er, og hvor vigtigt det er, at vi mødes og taler ordentligt sammen på tværs af den polarisering, som har præget sagen.

Jeg deltog i dag som Gribskov Byråds udpegede repræsentant i lokalbestyrelsen og som borger – ikke som demonstrant. At deltage i indvielsen er ikke det samme som at give projektet en blankocheck.

Dagens indvielse ændrer ikke mine principielle indvendinger. Men den ændrer vores udgangspunkt: Hegnet står færdigt, naturnationalparken er åbnet, og projektets løfter skal nu stå deres prøve i virkeligheden.

Fra min plads i lokalbestyrelsen og som lokalpolitiker er det først nu, det egentlige arbejde begynder.

Mit klare politiske endemål er fortsat, at hegnet skal ned igen. Men så længe det står der, har vi et ufravigeligt ansvar for at sikre, at de dyr, som mennesker har valgt at spærre inde, har det godt, bliver ført ordentligt tilsyn med og får hjælp, hvis de bliver syge eller kommer til skade.

Jeg vil derfor fortsat følge dyrevelfærden, de fritlevende dyrs bevægelser, trafiksikkerheden, borgernes adgang til skoven og Naturstyrelsens håndtering af de problemer, der måtte opstå.

Når noget fungerer, vil jeg anerkende det. Når noget ikke fungerer, vil jeg sige det klart og arbejde for, at der bliver handlet.

For når et hegn kan sættes op, kan det også tages ned igen – gennem politiske beslutninger og på lovlig vis.

Jeg har efterhånden vist en hel del mennesker rundt i Naturnationalpark Gribskov gennem årene – både journalister, politikere og forskellige grupper, som har ønsket at se projektet med egne øjne og høre om de erfaringer, vi har gjort os undervejs. I aften var det repræsentanter for Lokalsamfundenes Samvirke i Furesø Kommune med deres formand, Iben Larsen, i spidsen, der lagde vejen forbi.

I Furesø arbejder man med tankerne om en mulig Naturnationalpark Mølleådalen, og derfor var der naturligt stor interesse for de snart seks års erfaringer fra Gribskov – både de gode, de vanskelige og dem, der efter min mening bør give anledning til eftertanke.

Jeg har skrevet om denne sag utallige gange gennem årene, og min grundposition har ikke ændret sig: Jeg ønsker mere natur og større biodiversitet. Det samme gjorde mine gæster fra Furesø. Min kritik har aldrig handlet om målet, men om den måde, man har valgt at nå det på, og om de meget konkrete konsekvenser, der følger, når visionerne bliver omsat til virkelighed.

Derfor begyndte vi også med historien bag naturnationalparkerne. Med Natur- og biodiversitetspakken fra 2020 blev der afsat 888 mio. kr. til blandt andet urørt skov og naturnationalparker, og i 2021 blev lovgrundlaget ændret. Dengang var forventningen, at de første parker skulle kunne åbne allerede i 2022. Fire år senere er kun én naturnationalpark åbnet, mens Naturnationalpark Gribskov åbner på søndag. Det fortæller i sig selv noget om, hvor langt mere kompliceret projektet har vist sig at være end først antaget.

Under rundvisningen fortalte jeg om de debatter, der har fulgt Gribskov-projektet helt fra begyndelsen: dispensationerne fra dyrevelfærdsloven, lokalbestyrelsernes begrænsede indflydelse og Gribskov Byråds protester mod hegning i vores skove, som faktisk har været der lige fra start. Vi kom også omkring de mange myndighedsafgørelser og dispensationer undervejs – blandt andet i forhold til hegn, veje, fortidsminder og etableringen af en boma.

Noget af det, der gjorde størst indtryk på gæsterne, var selve hegnet. Det høje, finmaskede hegn og de store stålporte er ganske dominerende i landskabet, og flere gav udtryk for det paradoksale i, at man forsøger at skabe mere vild natur bag så markant en menneskeskabt konstruktion.

Det er ikke et argument imod mere natur. Men det illustrerer meget godt, at begrebet “vild natur” kan se noget anderledes ud, når man står midt i projektet, end når man læser om det i en projektbeskrivelse.

I Furesø arbejdes der indtil videre med et hegn, som ikke er nær så højt som det i Gribskov, og området omkring Mølleådalen er endnu ikke officielt udpeget som naturnationalpark. Netop derfor er det også et godt tidspunkt at tage diskussionen. Man planlægger et borgermøde inden længe for at få debatten frem tidligt i processen, og det kan jeg kun bakke op om.

På turen kom vi også forbi andre af de erfaringer, som årene har givet os: de mange tilfælde af hærværk mod hegnet, den kraftige opvækst af ørnebregner mange steder, hvor Naturstyrelsen har lavet lysninger, spørgsmål om trafiksikkerhed og ændrede vildtbevægelser samt forholdet mellem stat, kommune og lokalbestyrelse.

Og naturligvis dyrevelfærden. Som dyrlæge har det været et af de spørgsmål, jeg igen og igen har rejst. Hvordan sikrer vi ordentlig dyrevelfærd, når man samtidig ønsker en mere ekstensiv forvaltning og mulighed for tilsyn på bestandsniveau? For mig er det fortsat helt grundlæggende, at ambitionen om mere biodiversitet aldrig må ske på bekostning af dyrenes velfærd.

Bodil Jørgensen, landsformand for Foreningen Fri Natur, deltog også i rundvisningen og bidrog med sine erfaringer og perspektiver, og det blev en både god, nysgerrig og åben diskussion hele vejen rundt.

Det er efter min mening klogt, at man i Furesø opsøger erfaringerne fra andre steder, før man eventuelt går videre. For en naturnationalpark er ikke bare et naturprojekt. Det er også et projekt om dyr, hegn, adgang, trafik, myndighedsbehandling, lokal indflydelse – og om de mennesker, der bor omkring og bruger naturen hver eneste dag.

Det er langt lettere at stille de svære spørgsmål, før hegnet står der, end når det først er rejst.

Tak til Iben Larsen, Lokalsamfundenes Samvirke i Furesø Kommune, Bodil Jørgensen og de øvrige deltagere for besøget og den gode dialog.

Cato den Ældre sluttede efter sigende sine taler med ordene: “I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges.”

Jeg skal nok passe på ikke at blive helt så forudsigelig – men jeg mener fortsat, at når et hegn kan sættes op, så kan det også tages ned igen.

𝗩𝗶 𝗹𝘆𝘁𝘁𝗲𝗱𝗲. 𝗩𝗶 𝗳𝗹𝘆𝘁𝘁𝗲𝗱𝗲 𝗼𝘀. 𝗢𝗴 𝗶 𝗴𝗮̊𝗿 𝗯𝗲𝘀𝗹𝘂𝘁𝘁𝗲𝗱𝗲 𝘃𝗶 𝗮𝘁 𝘀æ𝘁𝘁𝗲 𝗲𝗻 𝗹𝗼𝗸𝗮𝗹𝗽𝗹𝗮𝗻𝗽𝗿𝗼𝗰𝗲𝘀 𝗶 𝗴𝗮𝗻𝗴 𝗳𝗼𝗿 𝗩𝗲𝗷𝗯𝘆 𝗖𝗮𝗺𝗽𝗶𝗻𝗴.

Jeg vil gerne begynde med en vigtig præcisering, fordi jeg kan høre, at der allerede er opstået en misforståelse:

𝗩𝗶 𝗵𝗮𝗿 IKKE 𝘀𝗮𝗴𝘁 𝗷𝗮 𝘁𝗶𝗹 𝘀𝗲𝗸𝘀 𝗲𝗸𝘀𝘁𝗿𝗮 𝗸𝗼𝗻𝗰𝗲𝗿𝘁- 𝗲𝗹𝗹𝗲𝗿 𝗳𝗲𝘀𝘁𝗶𝘃𝗮𝗹𝗱𝗮𝗴𝗲.

Ud over Musik i Lejets tre festivaldage har vi bedt om at få undersøgt muligheden for seks øvrige arrangementsdage – tre i foråret og tre i efteråret.

Det er ikke store koncerter eller nye festivaler, men arrangementer som eksempelvis julemarked, loppemarked, høstfest, vejfest, langbordsmiddag og lignende. Rammen, der skal undersøges for disse arrangementer, er maksimalt 3.500 deltagere og slut kl. 23.

Det er en vigtig forskel.

Den oprindelige ansøgning rummede et væsentligt større aktivitetsniveau med blandt andet børnekoncerter/festival, firmafester og koncerter, sommerkoncerter og andre arrangementer. Referat.pdf

Efter en lang proces besluttede Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i går med seks ud af syv stemmer at sætte lokalplanarbejdet for Vejby Camping og Musik i Lejet i gang.

I videoen fortæller jeg om forløbet, dialogen og den politiske landingsbane, vi er nået frem til.

Der er også nogle konkrete rammer for Musik i Lejet, som jeg ikke nåede at få med i videoen.

Her skal lokalplanarbejdet undersøge 15.000 eller 17.000 deltagere inklusive frivillige og en trappemodel for, hvornår musikken og festen skal slutte:

* store scener: slut kl. 01 eller 02
* mindre scener: slut kl. 02 eller 03
* hele festen: slut kl. 03 eller 04

Det er vigtigt at understrege, at vi ikke har vedtaget en færdig lokalplan.

Vi har besluttet, hvilken ramme administrationen nu skal arbejde videre med og undersøge nærmere. I den videre proces skal blandt andet støj, trafik, parkering, natur og den samlede påvirkning af lokalområdet belyses. Referat.pdf

Og så vil jeg gerne sige en stor tak til mine kolleger i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget.

Vi har stået forskellige steder i denne sag. Men vi har været villige til at lytte til hinanden og flytte os, og til sidst kunne seks ud af syv samles om en fælles vej videre.

Og først og fremmest: Tak til alle jer, der har engageret jer.

Tak til jer, der har støttet. Til jer, der har været skeptiske. Og til jer, der har været meget kritiske.

Tak for opbakningen, kritikken, spørgsmålene og bekymringerne.

Vi bliver ikke enige om alt. Det var heller aldrig målet.

Men jeres input har været med til at gøre vores beslutningsgrundlag bedre – og de har været med til at flytte den ramme, vi nu arbejder videre med.

Det var præcis derfor, vi insisterede på dialogen, før vi traf beslutningen.

𝗩𝗶 𝘀𝗸𝗮𝗹 𝗽𝗮𝘀𝘀𝗲 𝗽𝗮̊ 𝗯𝗮̊𝗱𝗲 𝗹𝗮𝗻𝗱𝗯𝗿𝘂𝗴𝗲𝘁 𝗼𝗴 𝘃𝗮𝗻𝗱𝗺𝗶𝗹𝗷ø𝗲𝘁

Debatten om L5 og den kommende kvælstofregulering er vanskelig. Det bør den også være.

For vi skal både sikre en stærk og konkurrencedygtig dansk fødevareproduktion og forbedre tilstanden i vores fjorde og kystvande. Begge hensyn er reelle, og begge dele forpligter os.

Jeg har selv rødder i landbruget. Derfor ved jeg, at en landbrugsbedrift ikke bare er en virksomhed, man uden videre kan lukke og gå fra. Den er ofte resultatet af generationers arbejde, store investeringer og en families liv. Bag diskussionen om modeller, kvoter og kvælstof står mennesker, medarbejdere og lokalsamfund.

Derfor forstår jeg godt landbrugets alvorlige bekymring. Men jeg vil også sige det åbent: Landbruget skal løfte sin del af ansvaret. Kvælstofudledningen skal reduceres, og landbruget skal fortsat bidrage til den grønne omstilling.

Samtidig skal vi anerkende, at dansk landbrug allerede har leveret betydelige resultater. Over de seneste godt 30 år er både kvælstofkoncentrationen og nitrattransporten faldet markant i de landbrugsdominerede vandløb, mens kvælstoffet udnyttes mere effektivt i produktionen.

Det betyder ikke, at opgaven er løst. Udviklingen er flere steder stagneret, og tilstanden i vores fjorde viser, at der fortsat er behov for handling. Men den videre omstilling skal bygge på fagligt solide og realistiske rammer.

Ansvaret stopper heller ikke ved markskellet.

Der investeres allerede betydeligt i kloakker, regnvandshåndtering og rensekapacitet, og der arbejdes på at begrænse overløb med urenset spildevand. Det skal anerkendes. Men kommunerne, forsyningsselskaberne og de større byer er heller ikke i mål.

Bidragene fra landbrug og spildevand er ikke nødvendigvis lige store og varierer fra område til område. Men princippet er klart: Ingen kan bruge andres udledning som begrundelse for ikke at løse sin egen del.

Jeg har stor begejstring for den grønne trepart. Den repræsenterer noget af det bedste i dansk politik: Landbruget, naturorganisationerne, erhvervslivet, kommunerne og politikerne satte sig omkring det samme bord og fandt et kompromis. Ikke fordi alle fik deres vilje, men fordi alle påtog sig et ansvar.

Vi i Venstre var blandt fadderne til aftalen. Derfor har vi et særligt ansvar for både at stå ved dens mål og sikre, at den bliver ført ordentligt ud i livet.

Det ligger i direkte forlængelse af den linje, jeg også stod for under valgkampen: Nødvendige krav til miljø og dyrevelfærd skal være fagligt begrundede, målrettede og mulige at gennemføre. Jeg tror hverken på symbolpolitiske totalforbud eller på, at hensynet til erhvervet kan begrunde, at vi undlader nødvendige forandringer.

Derfor gør det mig oprigtigt ked af det, at L5 skaber så store spændinger hos os i Venstre.

Jeg forstår godt de partifæller, der frygter, at reguleringen gennemføres for hurtigt, og at konsekvenserne for den enkelte bedrift ikke er tilstrækkeligt belyst. De bekymringer skal vi tage alvorligt.

Men vores samarbejdspartnere skal også kunne regne med os. Når vi indgår en aftale, skal vi stå ved den. Og når vores forhandlere sidder ved bordet og kæmper for at forbedre resultatet, skal de have mulighed for at udføre deres arbejde.

Hvis vi forlader bordet, forsvinder reguleringen ikke. Vi risikerer blot at miste indflydelsen på dens udformning.

Aftaleloyalitet betyder imidlertid ikke, at vi skal lukke øjnene for problemer. Tværtimod forpligter aftalen os til at få den til at fungere i virkeligheden. Det kræver et solidt fagligt grundlag, realistiske tidsfrister, mindst muligt bureaukrati og ordentlige rammer for de mennesker, der skal gennemføre omstillingen.

Der skal være plads til alvorlig uenighed hos os i Venstre. Men vi skal kunne føre diskussionen uden at mistænkeliggøre hinandens motiver eller grave grøfterne dybere.

Vi kan ikke love alle alt. Men vi skylder både vælgerne og landbruget en tydelig og sammenhængende linje.

For os i Venstre må det aldrig blive et valg mellem landbruget og vandmiljøet.

Netop balancen mellem de to skal vi være partiet, der finder.

STEM PERSONLIGT PÅ TUE VILLEBRO - det NATURlige valg

Aktuelle feeds fra Tue på sociale medier

Vær social