Tue Villebro

🔹 Når staten beskytter sig selv – og svigter både dyr og demokrati

“Hverken dyr, medarbejdere, ledelse – eller ministre for den sags skyld – må ende i en situation som denne igen.”
Sådan lyder det fra Thorbjørn Nørgård, skovfoged og tillidsrepræsentant i Naturstyrelsen, i en vigtig artikel i Akademikerbladet om sagen fra Mols Bjerge.

To ansatte blev i maj idømt tre måneders betinget fængsel for grov forsømmelse, efter 76 kvæg led under manglende foder og tilsyn i vinteren 2020/21. En historisk sag, der med rette har sendt rystelser ind i embedsværket.

Men hvad har staten lært?

I stedet for selvransagelse har Naturstyrelsen nu fået dispensation fra dyrevelfærdsloven, så man i fx Gribskov Naturnationalpark ikke længere skal føre tilsyn med det enkelte dyr – men blot med “flokken som helhed”. Med andre ord: Det, der blev dømt som strafbart på enkeltdyr i Mols Bjerge, er nu gjort lovligt gennem en administrativ undtagelse.

Inden dispensationen blev givet, blev jeg – via mit arbejde i lokalbestyrelsen – oplyst om, at Naturstyrelsen ville få svært ved at rekruttere medarbejdere, hvis ikke de fik dispensationen.

Det kan man kun forstå på én måde: At lovgivningen er blevet et problem for forvaltningen. Ikke fordi den er urimelig – men fordi systemet er skruet forkert sammen. Hvis staten ikke mener, at den kan overholde basale dyrevelfærdsprincipper og samtidig løfte sin opgave, så er det ikke loven, der skal lempes – men forvaltningen, der skal styrkes.

📍 Og problemet stopper ikke her.

Som jeg har beskrevet tidligere, fik lokalbestyrelsen i Gribskov ingen reel inddragelse, da dispensationsansøgningen blev sendt. Vi blev orienteret – men aldrig hørt. Det skete stik imod regeringens egne løfter om, at “lokale kommunalbestyrelser og byråd skal involveres i parkernes gennemførsel og fremtidige drift.” Jeg indsendte derfor en politisk klage.

Det svar, jeg fik, kom ikke fra ministeren selv – men fra en kontorchef. Jeg afventer fortsat svar på min replik.

📣 Det her handler ikke kun om dyrevelfærd. Det handler om demokratisk medansvar, om tillid til staten – og om, hvem loven egentlig gælder for. Når staten som arbejdsgiver først får en bøde og bagefter en dispensation fra samme lov, må vi spørge os selv: Hvad er værdien af vores retssikkerhed og vores grønne ambitioner, hvis de ikke gælder hele vejen rundt?

📎 Akademikerbladets artikel bekræfter, at jeg ikke er alene om at se problemet. Uroen breder sig nu fra markerne til ministerierne – og vi har pligt til at lytte.

Læs artiklen her via linket i kommentarerne.

🔍 Lokal inddragelse – på papiret eller i virkeligheden?

For fire dage siden åbnede miljøminister Magnus Heunicke Danmarks første naturnationalpark i Fussingø – midt under store folkelige protester. Det burde have været en anledning til eftertanke.

I går modtog jeg et svar fra Miljøministeriet på min politiske klage over, at lokalbestyrelsen i Naturnationalpark Gribskov ikke blev inddraget, da Naturstyrelsen ensidigt besluttede at søge dispensation fra dyrevelfærdsloven – stik imod både faglige argumenter og lokale ønsker.

Min henvendelse henviste direkte til regeringens egne løfter fra 2022:

“Lokale kommunalbestyrelser/byråd skal involveres i parkernes gennemførsel og fremtidige drift.”

Alligevel kom svaret ikke fra ministeren selv, men fra en kontorchef. Det er både utilfredsstillende og afslørende.

📣 Jeg har derfor i dag sendt et nyt og direkte brev til miljøminister Magnus Heunicke (se ordlyden i kommentarerne). For når lokalbestyrelser reduceres til pynt, og principielle beslutninger om dyrevelfærd og forvaltning træffes uden demokratisk forankring, så risikerer vi at miste både tillid og folkelig opbakning.

Og det er ikke kun min bekymring. Professor Carsten Rahbek – en af ministerens egne rådgivere – har flere gange påpeget, at naturnationalparkernes succes afhænger af folkelig opbakning. Den kræver reel inddragelse, ikke blot orientering.

Jeg forventer nu svar fra ministeren selv.

For det her handler ikke kun om dyrevelfærd. Det handler om demokratisk medansvar, lokal tillid og ægte grøn omstilling.

📉 Dyrevelfærden presses fra flere sider – og vi skal sige fra!

I sidste uge valgte Fødevarestyrelsen at give dispensation fra Dyrevelfærdslovens §9 til naturnationalparkerne i Fussingø og Gribskov. Det betyder, at man nu kan føre tilsyn med dyr på bestandsniveau – uden at sikre, at det enkelte dyr bliver vurderet. Det er en farlig glidebane, og det sker desværre lige efter, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har ophævet indskærpelser mod en dyreholder – alene fordi Fødevarestyrelsen ikke havde dokumenteret godt nok.

📌 Det er altså ikke dyrene, der er frikendt – det er embedsværket, der har fejlet i sagsbehandlingen. Det er forvaltningsret, ikke en frifindelse i velfærdsret.

🧾 Jeg vil derfor sende en påmindelse til fødevareministeren:

🔹 Om at sikre, at Fødevarestyrelsen arbejder grundigt og dokumenterer fagligt korrekt
🔹 Om at denne type afgørelser kan underminere dyrevelfærden i hele Danmark
🔹 Og om at vi bør få svar på, hvordan én nævnsformand alene kan træffe så principiel en afgørelse – er det god forvaltningsskik?

Som dyrlæge gennem over 20 år ved jeg, at lavt huld ikke er ligegyldigt. Det er ikke “bare alder” eller “naturlighed”. Det kan være sygdom, parasitter, underernæring – og hvis dyret ikke kan flytte sig, fordi det går bag hegn, så er det vores ansvar, der er øget – ikke nedsat.

Derfor vælger jeg at vise:
📸 Opslaget fra Danmarks Vilde Natur https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=712279408088500&id=100079193404580 /> 🗨️ Min kommentar til deres fortolkning
📄 Hele deres opslag – så intet pilles ud af kontekst
📚 Og vigtigst: den fulde afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, så alle kan læse selv og danne sig deres egen vurdering (https://mfkn.naevneneshus.dk/afgoerelse/db2fe9d4-c6cb-4435-bae3-887ff0452ea4?fbclid=IwQ0xDSwLHXIdleHRuA2FlbQIxMQABHlOADCjmzFIfzbW77dAZvoV1OKutq7fj4cm6TeNEtbKwkV-_EZCOHB5oWJ0D_aem_IyrHbOOz4gJP5MiQPY4CXg) />
💬 Det handler om etik, faglighed og ansvar – og om at vi ikke skal rewild’e os ud af lovgivning og dyrevelfærd.

🔴 Når § 3 gælder – men ikke gælder alligevel: Kan man fodre med grene og stadig tale om dyrevelfærd?

Jeg har nu som lokalbestyrelsesmedlem i NNP Gribskov læst hele dispensationen for Naturnationalpark Gribskov.

Her fremgår det, at Fødevarestyrelsen fastholder, at dyrevelfærdslovens § 3 gælder – men samtidig godkender en beredskabsplan, hvor støttefodring i nødsituationer består af grene, bark og fældede træer.

📍 Det er fagligt uforsvarligt og står i direkte modstrid til, hvad vi ved om drøvtyggeres fysiologiske behov. Alligevel accepteres det – ikke kun af politiske idealister, men af den myndighed, der skulle være garant for dyrevelfærden.

👉 Hvordan kan Fødevarestyrelsen på én gang henvise til § 3 – og samtidig godkende en praksis, der gør det umuligt at efterleve netop den paragraf?

Allerede i 2021 advarede jeg åbent mod dette, da jeg stillede et direkte spørgsmål til miljøminister Lea Wermelin. Jeg nævnte den massive barkafgnavning i Mols Bjerge og spurgte: Hvad skal jeg sige til den landmand, jeg som dyrlæge pålægger at forbedre dyrenes forhold – når staten selv tillader det stik modsatte på den anden side af hegnet?

👩‍⚖️ Svaret fra ministeren? Hun svarede udenom – og mente, at problemet ville forsvinde, når private og kommunale dyrehold også fik lov til det samme 😲

Grotesk. For det gør ikke problemet mindre. Det mangedobler det.

📌 Og nu – fire år senere – er de hændelser, jeg dengang henviste til, blevet dømt som grov vanrøgt. 76 kreaturer led unødigt i Mols Bjerge. To ansatte fik fængselsdom, og Naturstyrelsen fik en bøde på 800.000 kr.

Og hvad sker der så?

📎 Staten får en ny dispensation. Ikke til at gøre det bedre – men til at fortsætte en praksis, der erfaringsmæssigt fører til sult og lidelse.

📣 Det kan vi ikke være bekendt – hverken som fagfolk, borgere eller lovgivere. Både Fødevarestyrelsen og ministeren har svigtet det ansvar, de var betroet.

🎥 Herunder kan du se videoen, hvor jeg allerede i 2021 stillede spørgsmålet direkte. Ministeren svarer uden om – og ingen myndighed har siden taget ansvar. Advarslerne var krystalklare. Alligevel valgte både politikere og embedsværk at lukke øjnene.

NATURSTYRELSEN FIK EN BØDE. NU FÅR DEN EN DISPENSATION.

🔍 Dispensation i dyrevelfærdens navn – eller på bekostning af den?

Fødevarestyrelsen har netop givet Naturstyrelsen dispensation fra dyrevelfærdslovens §9, så kvæg i naturnationalparker som Gribskov og Fussingø kun skal tilses på bestandsniveau – ikke som enkeltindivider.

Det betyder, at man ikke længere behøver se til det enkelte dyr – kun til “flokken som helhed”.

Hvis en privat dyreholder havde bedt om samme dispensation, ville svaret være et klart nej. For ifølge §2 og §3 i dyrevelfærdsloven skal dyr – som levende væsener – beskyttes bedst muligt og tilses i overensstemmelse med deres individuelle behov. Det kræver, at man ser til det enkelte dyr. Ikke bare “flokken som helhed”.

📍 Jeg har kæmpet mod dette fra begyndelsen:
– Først mod at muligheden for dispensation overhovedet blev åbnet.
– Siden mod at Naturstyrelsen søgte den – som medlem af lokalbestyrelsen for Naturnationalpark Gribskov.
– Og nu – hvor dispensationen er givet – ved at sende en formel klage til fødevareministeren og opfordre ham til at få sagen vurderet af Det Veterinære Sundhedsråd (DVS).

Men kampen stopper ikke her. Jeg har også sendt debatindlæg om sagen til Frederiksborg Amts Avis, Altinget og Politiken – og min kamp for dyrevelfærd og ansvar fortsætter hele vejen til Christiansborg.

Sagen er nemlig ikke bare et spørgsmål om faglig uenighed – men om retsfølelse, politisk ansvar og troværdighed.

Det er særligt alvorligt, når man husker, at Naturstyrelsen – som statslig styrelse – for nylig blev dømt for grov vanrøgt af 76 kreaturer i Mols Bjerge, og idømt en bøde på 800.000 kr., mens to ansatte fik tre måneders betinget fængsel.

📌 Vi må ikke skabe præcedens for, at loven gælder mindre for staten end for borgerne.

📎 Du kan her se uddrag af min klage til ministeren og det bagvedliggende materiale.

🚆 S-tog til Halsnæs og Gribskov? Ja tak!
Mine kolleger Bo Jul Nielsen fra Gribskov og Michael Thomsen fra Halsnæs har netop skrevet et stærkt debatindlæg i Altinget om behovet for at koble vores hjørne af Nordsjælland på S-togsnettet.

🔹 Det er en vigtig dagsorden – og jeg bakker fuldt op om deres vision. Mere og bedre offentlig transport er afgørende, hvis vi vil sikre bæredygtig udvikling, grøn omstilling og bedre hverdag for borgerne i både Gribskov og Halsnæs.

📍 Anledningen er, at Fingerplanen er til revision – og det er på høje tid. I dag sætter den nogle begrænsninger, som ikke matcher hverken virkeligheden eller potentialet heroppe nordpå.

👏 Stor ros til min partifælle Morten Dahlin, minister for byer og landdistrikter, for at tage initiativ til en revision. Det giver os mulighed for at gentænke rammerne – og for alvor tænke Nordsjælland ind i fremtidens mobilitet.

📎 Du kan læse Bo og Michaels debatindlæg her (link i kommentaren) 👇

💙 Ansvar for børnene kræver også ansvar for økonomien

I Venstre vil vi gerne være kendt for noget så ukompliceret – og så nødvendigt – som at tage ansvar.
For børnene. For fællesskabet. Og for økonomien.

Vi tror ikke på hurtige overskrifter uden holdbarhed.
Vi tror på varme hænder – og køligt overblik.
Ikke enten-eller. Men både-og.

Det er sådan, vi skaber gode børneliv, ungeliv og familieliv.
Og det er sådan, vi styrker fortællingen om det gode liv i Gribskov.

Derfor reagerer vi også, når retorikken i valgkampen løber foran virkeligheden.

Byrådsmødet i går aftes bekræftede, hvad mange af os allerede har mærket: Valgkampen er i fuld gang. Og nogen har særligt travlt med at profilere sig. Ikke mindst Trine Egetved (K), formand for Børn, Skole og Familie – og spidskandidat.

I et debatindlæg skrev hun for nylig, at man “i alt for mange år har styret Gribskov ud fra Excel-ark, mens hjertet og borgerne blev glemt.”

Det lyder godt i en kampagnevideo – men det rimer dårligt med, at Konservative selv har haft formandsansvar i store dele af perioden. Og at budgettet for 2025 blev vedtaget som en bred politisk aftale mellem samtlige partier i byrådet – inklusive Konservative.

Og ja – Venstre har borgmesterposten og tager naturligvis et stort ansvar for retningen i kommunen. Det forventes, og det står vi ved. Men det ændrer ikke ved, at ansvar for en fælles budgetaftale også er fælles ansvar. Derfor giver det ikke mening at fraskrive sig ansvar det ene øjeblik og tage æren for initiativer det næste.

Jeg hører allerede nu argumentet om, at jeg som næstformand “har lige så stor mulighed for indflydelse” som formanden. Men lad os være ærlige: Når formanden for udvalget også er næstformand i Økonomiudvalget – og samtidig går ud offentligt få minutter efter møder og lovpriser forslag og midler som sine egne, før de er drøftet i fagudvalget – så er der ikke tale om lige adgang til indflydelse.

For nylig skrev hun blandt andet:

“Tusind tak til Det Konservative Folkeparti på Christiansborg for at løfte denne dagsorden. […] Jeg håber et flertal i Byrådet på tirsdag frigiver midlerne til netop en intensiveret indsats mod skolevægring.”

Det lyder næsten som om beslutningen allerede er truffet. Og det vel at mærke, før sagen er blevet behandlet i det udvalg, hvor jeg er næstformand. Den form for retorik svækker ikke bare processen – den gør det også svært at føre reel og tillidsfuld politik.

Vi står samtidig med et merforbrug på 14,9 mio. kr. på skole- og børneområdet – et område, der allerede fik et betydeligt løft i budget 2025. Det forpligter os alle. Og det forpligter især den, der sidder med det politiske formandsansvar for området. Man kan ikke både tage æren for investeringerne og fralægge sig ansvaret, når regningen kommer.

Heldigvis ser vi fremskridt: Flere børn visiteres nu til kommunens egne, lokale tilbud. Det er både fagligt og økonomisk rigtigt. Samtidig bør vi lade os inspirere af kommuner, der har skabt balance gennem co-teaching, NEST-klasser og tidlige indsatser – baseret på viden, data og ledelse med værdier.

Til gengæld svækker det tilliden, når der afholdes jobsamtaler før en sag er politisk behandlet, og når fagudvalget og dets formandskab ikke orienteres rettidigt. Vi skal kunne handle hurtigt – men ikke uden politisk respekt og samarbejde.

I Venstre ønsker vi ikke at skubbe ansvaret væk. Vi ønsker at løfte det.
For børnene. For de unge. For familierne.
Og for det fællesskab, der skal bære det hele.

Det er sådan, vi skaber det gode liv i Gribskov.